Lolland og Falster har gennem mange år døjet med negativ omtale. Men flere lokale har fået nok. Nu gør de, hvad de kan for at vise, at området har meget at være stolt af.
Af: Maja Tvilum Lauridsen, Flora Juul Holst og Matilde Woller Balle
På skiltet står der “BAK OS OP” med sorte bogstaver. Under det står metalstativet med røde plastikbakker og brugt service.
Det mørke gulvtæppe og citronvand på flaske hiver os tilbage til 1950’erne, hvor cafeteriet havde sin storhedstid.
- Må vi gerne bare sætte os?, spørger vi den ældre dame bag kassen.
- Selvfølgelig må I det, siger hun undrende.
- Jeg kan næsten regne ud, at I kommer fra København, tilføjer hun.
Vi kigger på hinanden og forstår, at det er tydeligt at se, vi kommer udefra. Selvom vi endnu ikke har gjort meget væsen af os. Men vi er mere end velkomne. Den ældre dame smiler venligt, mens hun tager imod vores bestillinger.
Bag os har nogle af de lokale fra Nakskov hjemmevant sat sig på de polstrede træstole. Sikkert på deres sædvanlige pladser.
På Lido Cafeteria behøver du ikke spørge, du sætter dig bare. Det ved du godt, hvis du er herfra.
I kølemontren bag de små låger står håndmadder linet op på række. På bordene ligger der laminerede menukort. Fiskefileter, tarteletter og bøf med bløde løg. Og så et skilt for sig selv med dagens ret. I dag kan vi få klassisk flæskesteg med kartofler, brun sovs og syltede agurker. For 79 kroner.
Samhørigheden mellem gæsterne er ikke til at tage fejl af, selvom samtalen ikke ligefrem bruser frem og tilbage. Det meste af tiden er den eneste lyd i lokalet bestikket, som klirrer mod tallerkenerne. Måske fordi der ikke er så meget at tale om. For de var her nok også i går.
- Vi ses i morgen, siger en af stamgæsterne, inden han forsvinder ud på gågaden i Nakskov.
De kommende tre dage er vi bosat på Sydhavsøerne. Vi vil køre rundt på øerne og møde så mange lollikkere og falstringer, som vi kan. Vi håber at opleve nogle af de tiltag og personer, som gør Lolland og Falster til et rart sted at bo.
Helt på røven i sød sukkerlugt
Ude på gågaden er der ikke propfyldt med mennesker, og enkelte af de der alligevel har bevæget sig ud i det kolde vejr hilser på hinanden. Vi hører, at én råber “velkommen hjem fra ferie, Lone”, da de går forbi hinanden.
Samtidig breder der sig en gennemtrængende lugt i vores næser. Det er lugten fra sukkerfabrikken lige om hjørnet.
For de fleste af de lokale er det duften af jul, for det er lige omkring denne tid, at fabrikkerne starter sukkerproduktionen op.
For os minder lugten mest af alt om den lugt, der er i en stald blandet med en sødme fra sukkeret. Det føles lidt som om, lugten sætter sig i munden og lungerne, hvis man trækker vejret dybt.
Trække vejret dybt måtte de lokale også tilbage i 2015, da TV 2 sendte dokumentarserien ‘På røven i Nakskov’. En dokumentar, som skabte røre i den lille provinsby med godt 12.000 indbyggere.
Med gråfilter og signifikant betonet speak fik TV 2 hele Danmarks øjne rettet mod en bestemt gruppe udsatte i den lille by på Lolland.
Ifølge de lokale på Lolland og Falster var de pludselig blevet ofre for en fortælling om Sydhavsøerne, hvor hele befolkningen var på kontanthjælp og ressourcesvage. En fortælling om et samfund i knæ, der bredte sig i danske medier.
Mange medier satte dog spørgsmålstegn ved, om dokumentaren gav et retvisende billede af byen. Og de fleste lokale på både Lolland og Falster kunne slet ikke genkende sig selv i det miljø, som TV 2 viste. For serien påvirkede ikke kun indbyggerne i Nakskov, men gav genlyd på hele Lolland og Falster.
- Jeg synes bestemt ikke, at ‘På røven i Nakskov’ gav et retvisende billede af os. Selvfølgelig er der også socialt udsatte her, men langt de fleste af os er almindelige velfungerende mennesker, der er glade for at bo netop her, forklarer Kaj Erik på 60 år, som bor i Nykøbing Falster.
Det var ikke kun de lokales stolthed, der blev ramt af den negative omtale. Også egnens virksomheder som feriecentret Lalandia på Lolland bliver stadig påvirket af det negative ry.
- Det påvirker os både i forhold til tiltrækning af gæster og af medarbejdere udefra. Det er ikke svært for os at skaffe folk fra Lolland-Falster til almindelige stillinger - men det er problematisk, hvis vi skal have de højere lederstillinger besat af folk udefra. Det er svært at få folk til at flytte hertil, siger Lalandias HR-chef, Pia Danielsen.
Området er dog præget af mere end det kedelige eftermæle fra ‘På røven i Nakskov’. Eksempelvis er Lolland ramt af statistikker, som påvirker lokalmiljøet negativt.
Lolland har blandt andet haft store udfordringer med mængden af børnesager i kommunen.
En børnesag kan omhandle alt fra konflikter omkring tvangsanbringelse, forældremyndighed, samvær eller bopæl.
I 2016 flyttede 289 børn til Lolland Kommune. Af de børn havde mere end en tredjedel en børnesag. Samme år havde 17 procent af alle børn på Lolland en børnesag. Det viser tal fra Lolland Kommune.
I gennemsnit har tre til fire procent af børn i hele Danmark en børnesag, fortæller Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen.
Kommunen kæmper også med at få flere arbejdspladser til øen. Da skibsværftet i Nakskov lukkede i 1987, mistede øen nemlig over 2000 arbejdspladser fra den ene dag til den anden. Det var den største arbejdsplads på både Lolland og Falster.
Det er ikke den eneste gang, at Lolland er blevet ramt af store forandringer. Det fortæller Holger Schou Rasmussen.
- Tilbage i 1998 skete der noget af kæmpe betydning for Lolland, og det var, at snoren til Storebæltsbroen blev klippet over. Samme dag mistede vi 1000 arbejdspladser i Rødby Havn, for hele transportkorridoren mellem Skandinavien og store dele af Europa blev lukket ned, siger han.
Men borgmesteren lægger alligevel også noget af ansvaret for områdets ry over på medierne.
- Det, som medierne generelt er styret af, er sådan noget, der kan forarge folk. For det reagerer folk på. Og hvis der er en familie, der lever i usselhed på Lolland, så vækker det forargelse. Medierne gider ikke skrive om, når folk lykkes hernede, siger han.
Symbolsk vold mod Lolland og Falster
I takt med de seneste års centralisering i Danmark har medierne stået i kø for at debattere skellet mellem udkantsdanmark og “storbyerne”.
En debat og et skel som er blevet skævvredet i medierne. Og debatten er helt forkert stillet op, mener journalist Steffen Jensen.
- Der er ikke nogen, der påstår, at dét medierne bringer er løgn og latin – men blot fordi man ikke lyver, betyder det ikke, at man fortæller sandheden – sandheden er en meget nuanceret ting. Jeg ved godt, at hvis man skal vinkle en historie, kan man ikke altid have det hele med, siger han.
- Men hvis den skarpvinkling skal gøre det mere interessant, og det ender med at forvride sandheden, så skaber vores mediedækning ikke demokrati eller velinformerede borgere – så er vi faktisk med til det modsatte.
Jeppe Engset Høst er etnolog. Han mener, at det er meget vigtigt at korrekse diskussionen om de større byer versus udkantsdanmark.
- Det er relevant at tage diskussionen. Danmark er et lillebitte land. Vi har slet ikke udkant, hvis du for eksempel sammenligner med Finland eller Rusland. Det er i vores hoveder, det foregår, fortæller Jeppe Høst.
Selvom han synes, samtalen omkring byerne og udkanten har rykket sig, så er vi ifølge ham ikke i mål endnu.
- Det er det rene nonsens at tro, at det kun er København eller Aarhus, der skaber vækst i Danmark. Der er masser af andre steder, hvor der bliver skabt nye ting, og hvor der bliver produceret. Det bliver sådan en slags symbolsk vold på de mennesker, der bor derude. Der er masser af andre historier, siger han.
Lovestorm i stedet for shitstorm
Vi bor hos ægteparret John Petersen og Birgitte Hovmand i Maribo på Lolland. I virkeligheden skulle vi bare låne en seng. Men Birgitte insisterer på at sørge for både aftensmad og morgenmad alle de dage, vi er deres logerende. Vi har fået vores egne værelser, og der er frit slag i køleskabet.
- Sådan tror jeg bare, vi er her på Lolland, siger hun.
Vi er overvældede over den varme modtagelse, vi får hos både John og Birgitte, men også hos stort set samtlige andre mennesker, vi møder på Lolland og Falster.
- Jeg tror, at det er noget, vi er ekstra gode til, når vi bor i provinsen. Vi har i hvert fald lyst til at hjælpe og komme hinanden ved. Og det er nok ikke blevet mindre efter udsendelsen ‘På røven i Nakskov’. Nok snarere tværtimod, siger Kirsten Sydendal, én af dem, der stod i spidsen for at etablere en modbevægelse til serien ‘På røven i Nakskov’, som blev vist på TV 2 i 2015.
Det var hende, der oprettede Facebook-gruppen ‘Lolland-Falster Lovestorm’, som hurtigt blev en succes.
- Vi fandt på det her ‘Lolland-Falster Lovestorm’ for at gøre noget andet end at lave en shitstorm mod TV 2 eller de udsatte, eller hvem det nu kunne være, at vi kunne være vrede på, siger Kirsten Sydendal.
Så i stedet for at blive vrede valgte Kirsten og medlemmerne af gruppen at tage til genmæle med kærlighed. En kærlighed, de gerne ville sende ud til resten af Danmark.
- Vi ville og vil stadig vise, hvad det er for en virkelighed, vi har. Den ene virkelighed, som dokumentaren skildrer, er ikke forkert, men der er også en anden side. Jeg siger nogle gange, at vi gerne vil vise forsiden af medaljen. Fordi det er altid bagsiden af medaljen, man har fokuseret på, forklarer Kirsten Sydendal.
Facebook-gruppen ‘Lolland-Falster Lovestorm’ har til formål at dele de gode historier fra de to øer snarere end at skabe debat.
- Vi har forsøgt at lave det rene format, hvor man kun fortæller de gode historier. Og man kan vel godt sige, at det er lidt "styret". Og nogle sagde i starten, at vi ikke var et hak bedre selv end dem, som lavede dokumentaren ‘På røven i Nakskov’. For vi viser også kun den ene side. Men så mener jeg, at så står det jo på en måde 1-1, siger hun.
Da gruppen blev oprettet i 2015 meldte 21.000 medlemmer sig ind i gruppen på bare to dage. Det svarer til en femtedel af Lolland og Falsters befolkning. I dag er gruppen oppe på knap 30.000 medlemmer.
Ifølge Kirsten Sydendal ville der sandsynligvis ikke have været samme store lyst til at melde sig ind i Facebook-gruppen, hvis det ikke havde været for dokumentarserien.
- Jeg tror ikke, at Lovestorm-gruppen havde fået den samme gennemslagskraft, hvis ikke dokumentaren var blevet sendt. Det var simpelthen fordi, at man følte sig provokeret. Og at borgerne samtidig fik serveret en måde, hvor de kunne være med til at gøre noget for at fortælle om alle de gode ting også, forklarer hun.
Den måde eksempelvis medierne har dækket Danmarks udkantsområder på har dannet grobund for en vrede og utilfredshed hos lollikerne og falstringerne. Og ifølge Kirsten Sydendal kulminerede den vrede, da ‘På røven i Nakskov’ blev vist på TV.
- Jeg ser det nogle gange som en fjeder, der har været ekstra spændt. Både fordi medierne har dækket vores område, som de har, og fordi det oveni er blevet selvforstærkende, fordi vi måske har følt os lidt forfulgt. Da udsendelsen ‘På røven i Nakskov’ så kom, sprang den der fjeder bare op, siger hun.
Men TV 2’s programchef, Thomas Breinholt, stiller sig uforstående overfor kritikken om, at dokumentarserien ‘På røven i Nakskov’ skulle have skadet Lolland og Falsters omdømme.
- “På Røven i Nakskov” handler dybest set om mennesker, som er fattige, og har svært ved at få livet til at hænge sammen. Hvis man ikke må lave en reportage om fattigdom af frygt for at stigmatisere et område, så er man langt ude. For det er jo ikke det, vi gør. Med mindre vi sagde, at Falster, Lolland eller Nakskov er et dårligt sted at bo - og det gjorde vi ikke, siger han.
Single-walk giver følelse af fællesskab
Vi er blevet inviteret med til den ugentlige aftengåtur i Nykøbing-Falster for lokale singler.
Vejret er mildt sagt ikke med os, da vi står på torvet og venter på singlerne. Kulden og regnen trænger igennem vores ellers tykke lag af tøj.
Men det har ikke skræmt medlemmerne af gruppen ‘Single-walk’ fra at møde op.
16 ud af i alt 36 lokale medlemmer har trodset vejrgudernes tarvelige tilstedeværelse. De er troppet op på det sædvanlige mødested lige ved Bjørnebrønden i bymidten iført refleksveste, paraplyer og vindtætte jakker.
- Vi går hele året. Medmindre forholdene er så dårlige, at vi skal transporteres i militærkøretøjer. Så bliver vi hjemme. Men det har vi altså ikke prøvet endnu, siger Søs Andersen.
For to år siden valgte hun sammen med en veninde at stifte gruppen, hvis mål var at samle singlerne fra området og skabe fællesskab.
Rammerne er simple. Den, der går forrest, bestemmer ruten. Og så længe man er single, er man velkommen.
Vi går sammen ud i mørket på en lang række. Muntre kommentarer fra de lokale singler skærer gennem kulden, mens vi går over et øde lyskryds.
- Hov, råber nogen et stykke bag os.
Ikke alle nåede at gå med over, før det blev rødt. Hele rækken af refleksveste stopper med at gå øjeblikkeligt.
- Det her er en af klassikerne. Hvis ikke alle når med over, råber vi. Og så stopper vi. Vi passer på hinanden, forklarer Søs Andersen.
To af dem, som nåede at komme med over krydset, er Henrik Hansen og Kaj Erik.
- Jeg er med i gruppen, fordi vi har et godt sammenhold. Og jeg synes, det er godt at støtte alle de gode tiltag, der er i byen. Specielt efter TV 2´s dokumentarserie, som nærmest viste, at vi er socialt udsatte mennesker alle sammen, og at her bare er træls at bo, siger Kaj Erik.
Gennem regnen kan man skimte en stor bygning tårne sig op over de mindre byhuse. Der kommer røg ud af bygningens skorstene, og den velkendte lugt af sukkerroer kravler ind i vores næsebor. Aftenens single-walk bevæger sig nemlig hen forbi en af Danmarks to sukkerfabrikker, som ligger lige her i Nykøbing Falster. Den anden ligger i Nakskov.
- Man vænner sig til lugten. Og der er faktisk mange fra området, som synes, at det dufter af jul. Men de fleste tilflyttere eller besøgende kan ikke fordrage den, siger Henrik Hansen, der på aftenens gåtur er Kaj Eriks gåmakker.
Rækken af refleksveste skærer sig gennem duften - eller lugten - af sukkerroer. 60-årige Kaj er VVS’er, og 49-årige Henrik er maskinarbejder. De er blevet venner gennem 'Single-walk'.
- Vi fandt ud af, at vi havde ret meget til fælles på grund af vores arbejde. Og nu taler vi om alt muligt forskelligt, når vi er ude at gå. Jeg synes, det er godt, at det her tiltag kan give os i gruppen en slags fællesskabsfølelse, siger Henrik Hansen.
Det er Kaj Erik enig i.
- Ja, for jeg tror, at vi både på Lolland og Falster havde brug for at vise, at vi faktisk bor et rigtig dejligt sted, og at vi er normale, rare mennesker. Og folk, som ikke kender til vores område, skal vide, at vi er stolte af at bo her, siger han.
Kaj og Henrik er ikke de eneste, der er stolte af deres ophav. Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen, er også en stolt lollik.
Facebook-gruppen ‘Lolland-Falster Lovestorm’s eksistens har givet ham anledning til at ranke ryggen, når han mødes med politikere fra resten af Danmark.
- Gruppen har gjort, at jeg pludselig ikke føler mig alene om at gå i krig på Lollands vegne. For nu er borgerne pludselig gået med på min vogn og siger: Det er ikke rimeligt, hvordan vi bliver fremstillet. Vi har masser at byde på, siger Holger Schou Rasmussen.
En gentleman fra Sakskøbing
Tilbage i Maribo hos John og Birgitte bliver vi budt på et glas rosé at sunde os på efter dagens mange indtryk og samtaler med lollikere og falstringer.
- Der er faktisk rigtig mange, som forsøger at gøre lidt ekstra for at gøre vores øer til et dejligt sted at bo. I er altså nødt til at tage forbi Kop og Kande i Sakskøbing, det er en butik, hvor man virkelig husker den gode service, siger Birgitte.
Morgenen efter sætter vi os ud i bilen og kører øst for Maribo mod Sakskøbing, som huser godt 4000 indbyggere.
Så snart vi sætter fødderne indendøre hos Kop og Kande, ser vi bestyrer Ole Hermann nærmest blæksprutteagtigt kommunikere med to kunder på én gang, trykke på kaffemaskinen med den ene hånd, og række småkager på et fad til en helt tredje kunde.
- I løbet af de senere år er det kommet frem, hvordan de her store kapitalkæder gør tingene. Og så lægger folk jo endnu mere mærke til, når vi for eksempel går hen og åbner døren, hvis de har begge hænder fyldt med poser, eller vi bærer varerne ud i bilen for dem. Sådan er jeg som chef. Jeg synes, det er vigtigt at yde en god og personlig service, forklarer Ole Hermann.
Han understreger, at det er vigtigt for butikkerne i provinsen at have god service, hvis de skal forsøge at hamle op med de større kæder i eksempelvis København.
Uanset om det skyldes den gode service, sammenhold eller strukturelle ændringer bemærkede Ole Hermann sidste efterår, at flere af de ellers tomme og mørke huse blev fyldt med lys.
- Før lå hver andet eller tredje hus dødt og kunne ikke sælges. Så det er jo lækkert, at det er begyndt at vende. Og mange gange er det faktisk børnefamilier, der kommer til, siger Ole Hermann.
Han uddyber, at han og personalet fortsætter med at yde lidt ekstra, så kunderne fortsat vil nyde at komme i butikken og føle sig godt behandlet.
Lollikernes stolthed er mejslet i sten
Ti stenstøtter hæver sig over markerne ved Kragenæs i det nordlige Lolland. Man kan se langt til alle sider. Det flade landskab får kredsen af skulpturer til at virke gigantiske.
Værket hedder Dodekalitten og er blevet områdets vartegn. Det er den, man viser frem, når man vil imponere folk udefra. Selvom Dodekalitten er imponerende, er den langt fra færdig. Den har været undervejs i flere år. Til slut skal der stå tolv sten i op til ni meters højde, der alle skal hugges til, så toppene ligner ansigter. Lige nu træder fire hoveder med rolige miner frem, der alle peger ind mod midten af kredsen.
Den hylende vind fra Smålandshavet pisker mod de urokkelige sten. Og langsomt rejser flere lyde sig. Lyde som at køre fingeren over randen på krystalglas. De forskellige toner kommer ud fra højttalere, der er gemt i nogle mindre sten ved stenkæmpernes fødder.
Den internationale rejseguide Lonely Planet har udnævnt Dodekalitten til deres favorit over skulpturer, man bør se i Danmark.
Spørger man manden bag værket, Thomas Kadziola, er det ikke tilfældigt, at det netop er på disse kanter, man finder favoritten.
- Et projekt som Dodekalitten kunne ikke lade sig gøre andre steder end på Lolland, siger han.
Thomas er oprindeligt fra Amager. Men det var for dyrt at leve som billedhugger i hovedstaden, og mulighederne små, så han flyttede til Lolland.
- At det kunne lade sig gøre her, skyldes blandt andet lokalpatriotismen. Det er uhyggeligt dyrt at bygge sådan noget. Så jeg har søgt en masse forskellige fonde, og både private folk og små forretninger herfra har spædet til, så det har kunnet lykkes, siger han.
Der findes folk fra området, der har friet og er blevet viet ved Dodekalitten. Efter sigende har tre mennesker også ladet sig begrave her. Ulovligt vel at mærke. Den ene var en gammel dame, der ønskede at være der, når stenene var hugget færdige. Hun vidste, at hun ikke ville leve til den tid, så nu er hun blevet lagt i jorden ved værket i stedet.
- Lollikerne er stolte af den. Dodekalitten er et tegn på Lolland, der rejser sig selv, siger Thomas Kadziola.
Nået nulpunktet
Selvom Lolland og Falster har meget at kæmpe med, er Lollands borgmester optimistisk, når han tænker på fremtiden.
- Lige nu har Lolland nået en form for nulpunkt. Men det begynder at gå den rigtige vej, selvom jeg tror, at det vil tage mange år at få os op på hesten igen, siger Holger Schou Rasmussen.
Kirsten Sydendal oplever også, at områdets ry så småt er begyndt at ændre sig, og hun giver gerne ‘Lolland-Falster lovestorm’ kredit for at have været med til det.
- Politikerne gør en hel masse godt for at lave de strukturelle ændringer, som også skal til. Men de familier som er helt normale med børn og jobs, de gør jo ikke noget væsen af sig. Og de historier skal vi også have fortalt. For hvis den der stolthedsmotor går i stå, så er det de negative ting, som fylder mest, siger Kirsten.
- Der skal jo mange nøgler til at få Lolland-Falsters potentiale forløst, men jeg tror, at vi her med Facebook-gruppen har én af de allervigtigste nøgler til det, siger hun.
En anden vigtig nøgle for området handler om at holde fast i de ressourcestærke unge, der ellers ofte flytter fra øerne for at studere i de større byer. Netop dét arbejder de på hos feriecentret Lalandia.
- Vi har haft stor succes med at fastholde fraflytterne i weekend- og feriejobs. Vi tilrettelægger vores vagtplaner efter, hvornår de studerende kan byde ind, så vi bevarer et bånd. Vi oplever faktisk rigtig ofte, at folk vender tilbage efter studierne. Det er ikke unormalt, at de unge hos os ender med at fejre ti års jubilæum, siger Lalandias HR-chef, Pia Danielsen.
Lalandia arbejder også for at mindske den høje arbejdsløshed på Lolland og Falster. De er blandt de mange virksomheder i området, der har prioriteret at ansætte lokale borgere med særlige behov.
Gennem flere år har Lalandia samarbejdet med Lolland Kommune om at få ansat folk i blandt andet fleksjob og skånejob. Dermed er Lalandia en del af de 40 procent af virksomhederne i Lolland Kommune, der aktivt arbejder på at gribe mennesker uden for arbejdsmarkedet.
- Vi er meget aktive på det område. Vi prøver at tage dem ind, der måske føler, at de ikke kan så meget, men som vi kan give nogle arbejdsmæssige succeser, siger hun.
For nylig har Lalandia meldt sig ind i projektet ‘Borgerrekruttering fra kanten’, hvor hundredevis af borgere fra Lolland og Falster får hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet igen.
Et uventet resultat
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Journalist Steffen Jensen påpeger, at mediernes skæve dækning af Danmarks yderområder i sjældne tilfælde bliver vendt til noget positivt.
- Mediernes dårlige dækning kan nogle gange have en positiv virkning. Da folk i Nakskov og på Lolland følte sig grisset til, så mobiliserede de sig selv, og det skabte en fælles ånd og gjorde dem stærkere.
Noget som Steffen Jensen gerne så ske flere steder i landet.
- Det handler om at få et land, der hænger sammen. Vi skal ikke tænke i provins og storby, vi skal tænke i det sammenhængende samfund. Og vi skal tænke på Danmark som en helhed, siger han.
Vi sidder i bilen på vej hjem. Vi kører om kap med en roevogn. Vi siger ikke meget. Måske fordi der ikke er så meget mere at sige.
Vi er alle sammen fyldt op af oplevelser. I vores møde med sydhavsøernes beboere har vi set både forsiden og bagsiden af øernes medalje.
Mens vi fordøjer indtrykkene, ser vi ud af vinduet. Mørket er ved at falde på over markerne.
En notifikation blinker rødt fra Facebook på en af vores mobiltelefoner. Et billede er blevet lagt op på ‘Lolland-Falster Lovestorm’-gruppen.
Billedet viser den samme aftenhimmel, vi ser gennem ruden. En støvet rosa farve omslutter det mørknede landskab. Det strømmer ind med likes fra medlemmerne, som kalder billedet smukt i kommentarfeltet.
Vi kan ikke være andet end enige.
Comments